Vedtægter


VEDTÆGTER FOR LEGAL STREETRACE

Lovene er godkendt på den stiftende generalforsamling i Rødbyhavn 26. oktober 2001. Redigeret på 2. ordinære generalforsamling 7. december 2002 samt 4. ordinære generalforsamling 31. oktober 2004.

§ 1. Klubbens navn er "Legal Streetrace" (LS), med hjemsted i Rødby, hvor den er stiftet oktober 2001.

§ 2. Legal Streetrace er en upolitisk sammenslutning af bilentusiaster.

§ 3. Klubbens formål er at få folk til at køre race under ordnede forhold, at fjerne det ulovlige race fra gaden / offentlige veje samt at afholde race under ordnede forhold. Ligeledes er formålet at ændre moralen, så folk hellere vil køre race lovligt, end ulovligt, samt at køre bil / MC uden at alkohol er indblandet.

§ 4. Klubben skal fremme kammeratskab, samt varetage medlemmers interesser over for myndigheder og institutioner.

§ 5. Som aktivt medlem kan optages enhver person over atten år, der opfylder klubbens love. Som passivt medlem kan optages alle over atten år. Sidstnævnte har dog ikke stemmeret.

§ 6. Kontingent fastsættes af bestyrelsen, og opkræves årligt. Passive medlemmer betaler et fast årligt beløb, som ligeledes fastsættes af bestyrelsen. Restance over en måned medfører tab af medlemskab. Ved genindmeldelse betales nyt indmeldelsesgebyr og restance. Kassereren er fritaget for kontingent.

§ 7. Udmeldelse skal ske med en måneds varsel. Udmeldelse skal ske skriftligt til kassereren. Ved udmeldelse tilbagebetales hverken hele eller dele af kontingentet for det gældende år.

§ 8. Klubbens bestyrelse består af seks bestyrelsesmedlemmer, samt en kasserer og en administrator. Bestyrelsen vælges for to år af gangen på den ordinære generalforsamling. Samtidig vælges, ligeledes for to år af gangen, to suppleanter til bestyrelsen, samt to revisorer. På lige årstal vælges: Tre bestyrelsesmedlemmer og to suppleanter til bestyrelsen. På ulige årstal vælges: Tre bestyrelsesmedlemmer, sekretær, kasserer og to revisorer.

§ 9. Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt, inden udgangen af december måned. Indkaldelse skal ske med fjorten dages varsel, og indeholde følgende dagsorden:
1. Valg af dirigent.
2. Bestyrelsen aflægger beretning.
3. Revideret regnskab forelægges.
4. Indkomne forslag.
5. Valg af bestyrelse og to revisorer (jvf. § 8).
6. Kontingentets størrelse fastlægges.
7. Eventuelt.
Indkomne forslag skal være bestyrelsen i hænde senest otte dage før generalforsamlingen. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal, såfremt den er lovligt indvarslet.

§ 9a. Klubbens regnskabsår er 1. januar til 31. december.

§ 10. Klubbens aktive medlemmer er stemmeberettigede. Aktive medlemmer er valgbare til bestyrelsen, såfremt de har været medlemmer mindst et halvt år, og ikke er i restance. Tegningsret for foreningen har kassereren, samt klubbens kontaktperson.

§ 11. Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes, når mindst tre bestyrelsesmedlemmer, eller mindst halvdelen af klubbens aktive, stemmeberettigede, medlemmer fremsætter ønske herom.

§ 12. Alle valg sker normalt ved mundtlig afstemning, men hvis blot en person ønsker hemmelig, skriftlig, afstemning, vil dette blive taget til følge.

§ 13. Alle medlemmer betaler det af generalforsamlingen vedtagne kontingent. Dog henvises der til § 6.

§ 14. Bestyrelsen indkalder til bestyrelsesmøde og leder forhandlingerne på disse møder. Bestyrelsesmøderne afholdes når mindst tre bestyrelsesmedlemmer ønsker det.

§ 15. Medlemmer af klubben, der har modstridende interesser i forhold til klubbens oprindelige formål, i øvrigt ikke opfylder sine medlemsforpligtigelser, skader afholdelse af race, eller overtræder andre af klubbens bestemmelser, kan efter et stemmeflertal i bestyrelsen udelukkes helt, eller i et af bestyrelsen fastsat tidsrum. Et ekskluderet medlem kan anke bestyrelsens beslutning til generalforsamlingen.
Medlemmer af klubben, der i øvrigt ikke opfylder sine medlemsforpligtigelse, skader afholdelse af race, eller overtræder andre af klubbens bestemmelser, kan efter et stemmeflertal i bestyrelsen udelukkes helt, eller i et af bestyrelsen fastsat tidsrum. Et ekskluderet medlem kan anke bestyrelsens beslutning til generalforsamlingen.

§ 16. Ingen ture må foregå i klubbens navn, eller med klubbens mærke uden bestyrelsens samtykke, og en af bestyrelsen udpeget løbsleder.

§ 17. Hvis det bestemmes på en generalforsamling, at klubben skal opløses, skal en sådan afgørelse afprøves på en ekstraordinær generalforsamling senest en måned efter, og bekræfte at mindst 2/3 af klubbens fremmødte stemmeberettigede medlemmer ønsker dette. Hvis dette flertal opnås skal bestyrelsen realisere klubbens aktiver, og den indkomne sum henlægges til evt. nystartelse af lignende klub. Det er ikke muligt at lade den eksisterende klub overgå til en anden klub med mindre der er skriftlig accept fra minimum seks af de oprindelige stiftere af Legal Streetrace.

Senest opdateret (Fredag, 09. oktober 2009 17:31)